Fodbold kage

Fodboldkage til knægtens 6 års fødselsdag.

Som altid får knægten selv lov til at bestemme hvordan hans fødselsdagskage skal se ud, og han har længe sagt at han skulle have en kage der ligner en skraldebil.
Men da han så fodboldsættet så skulle han have en fodboldkage. Og det på trods af at han slet ikke spiller fodbold.
Han ville så gerne have det fodboldsæt, at han tilbød at købe det selv. Så kunne han jo også lege med det bagefter.

Jeg tænkte ok, og så gik vi i gang med at finde ud af hvordan kagen skulle se ud og hvad der skulle være i.

Han bestemte sig for lagkagebunde med hindbærfromage og tobleronecreme.

Lagkagebundende blev bagt i en aflang bageform på str. med at A4 papir. (Kagen skal helst ikke være mindre, så bliver fodboldsættet for stort.)

Tobleronecremen blev lavet dagen før, da den jo skal stå og køle i mindst 8 timer inden man pisker den op.

Så blev kagen lagt sammen i bageformen og stillet på køl.

Fondanten farvede jeg grøn med pastafarve holly green. Kagen vendte jeg ud på en kageplade og smurte kagen op med smørcreme.
Så blev kagen overtrukket med fondant og banen blev tegnet op med royal icing.

For en mere græsagtig effekt på toppen af kagen, smurte jeg en smule grøn smørcreme på toppen af kagen og klappede forsigtigt med en engangshandske.

Kagepladen blev overtrukket med resten af den grønne fondant, og ved hjælp af græstyl og indfarvet grøn smørcreme, lavede jeg græs for en flottere effekt.

Knægten fik selv lov til at sætte figurerne på. Han vidste nemlig lige hvor de skulle stå.

Lys hører der også til, der kom 3 fodboldlys på hver langside af kage.